Spring over menu

Spildevand

Forskellige kloakeringsmuligheder

Der er forskellige kloaksystemer i Tønder Kommune. Vi inddeler kloakeringsmuligheder i 2 overordnede kategorier: Enten har du dit eget anlæg på din egen grund eller også er du tilkoblet Forsyningens afløbssystem: enten i form af fælles-kloakering, separatkloakering eller spildevandskloakering.

Spildevand skal renses, inden det ledes ud i naturen. Ellers tager naturen skade. Det tager vi hånd om i det daglige.

Fælleskloakering

Spildevand og regnvand løber i samme kloakledning frem til renseanlæg. Tidligere blev kloakkerne typisk anlagt som fællessystemer. Ulempen ved denne kloakeringsform er, at større regnvejrsmængder kan overbelaste kloaksystem og renseanlæg, og dermed løber kloaksystemet over, og vi får urenset spildevand i vores vandløb eller nogen kan opleve vand i kældre eller på vejen.

Derfor bliver flere og flere områder med fælleskloakering gravet op og omlagt til separatkloakering. Herved opdeles spildevand fra husholdning og regnvand fra tage og overflader i hver sin kloakledning for at dæmme op for kapacitetsproblemerne i rørsystemet og renseanlæg og dermed forbedres de lokale miljøforhold.

Separatkloakering

Spildevand og regnvand løber i hvert sit rørsystem. Spildevandet afledes via ledning til et rensningsanlæg, som renser for stoffer før udledning til naturen. Regnvandet afledes via ledning til sandfang og regnvandsbassin, hvorfra det løber videre til vandløb. Nyere byområder er ofte separatkloakeret. Regnvand kan også nedsives på den enkelte ejendom via faskiner, oftest i landsbyer.

Hvis du bor i et område med separatkloak, er det vigtigt, at du ikke hælder beskidt vand (f. fra bilvask) i rendestensbrøndene - for så løber det direkte ud i et vandløb eller i havet.

Spildevandskloakeret

Der afledes kun spildevand fra den enkelte ejendom til kloaknettet. Regnvand skal så nedsives på den enkelte ejendom. Regnvand må heller ikke her ledes ud på veje.

Eget anlæg

Spildevandet afledes til en septitank, som fungerer ved at tilbageholde faststof. Det resterende udledes via nedsivning til naturen. Regnvand afledes via dræn eller nedsivning. Tanken skal tømmes jævnligt for slam.

Hvis du ikke er tilsluttet til Forsyningens kloaksystem, har du en tank som fx septik -, bundfældnings- eller samletank et sted på din grund. Det er en god ide at vide, hvor den ligger, og sørge for at den er tilgængelig, når den skal tømmes. Slammet fra tanken køres til et renseanlæg og renses der, inden det bliver ledt ud i naturen sammen med det øvrige rensede spildevand.

Anlæg

Tønder Forsyning står for driften og vedligeholdelsen af:

  • 17 renseanlæg
  • 830 km kloakledninger (ekskl. stikledninger) med tilhørende regnvands- og spildevandsbassiner
  • 450 pumpestationer
  • 16 spildevandsbassiner
  • 26 regnvandsbassiner
  • 1 risleeng

Regulativer

Betalingsvedtægt for spildevand

Betalingsvedtægten gælder for eksisterende og kommende anlæg under Tønder Forsyning, samt for private bundfældningstanke under tømningsordningen. Betalingsvedtægten er udarbejdet i henhold til Lov nr. 863 af 23. december 1987, jf. Lovbekendtgørelse nr. 716 af 23. juni 2001.

Læs betalingsvedtægt for spildevand, ny gældende fra 1. januar 2016 herunder. 

Klage

Forbrugere kan indbringe klager vedrørende tvister med forsyningen vedrørende vand og spildevand for:

Nævnenes Hus
Tolboden 2
8800 Viborg

Klageadgangen er fastsat i forbrugerklagelovens kapitel 5 om mediation. Indgiver kunden en klage, er omkostningen i første omgang fastsat til 100 kr. Er der ikke fundet en mindelig løsning ved mediation, kan der klages til Forbrugerklagenævnet. Dette koster 400 kr. Beløbet tilbagebetales, hvis klageren får medhold (Gebyret for mediation tilbagebetales ikke).

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan fastsætte beløbsmæssige over- og undergrænser m.v. for størrelsen på det omtvistede beløb, som betingelse for indbringelse af klager.

Læs mere herom på https://kpo.naevneneshus.dk

Ikke tilladt at åbne en kloakbrønd for at få regnvandet væk

Ikke tilladt at åbne en kloakbrønd for at få regnvandet væk

Det er ikke tilladt at lede regn- og overfladevand til kloaksystemer, der kun er beregnet til spildevand fra din husholdning. Der er ikke plads til regnvand i spildevandskloakken.

Fyldte spildevandsledninger kan give oversvømmelser med forurenet vand og ildelugtende spildevand i fx i ens haver og på veje - til gene og sundhedsfare for både dig og dine naboer. I værste tilfælde kan der ske oversvømmelse af lavereliggende ejendomme.

Bummelum, pis og papir

Det er faktisk lige præcis de tre ting, du må komme i dit lokum.

Ofte stillede spørgsmål

En FAQ med spørgsmål som vi ofte modtager om affald, vand og spildevand.

Vidste du...

at en dryppende vandhane kan koste dig op til 500,- kr. om året.