Spring over menu

Affalds- og vandtaksterne falder i 2025 – spildevand bliver dyrere

Torsdag aften godkendte kommunalbestyrelsen i Tønder Kommune oplægget til næste års takster på håndteringen af affald-, drikke- og spildevand fra Tønder Forsyning. Samlet set kommer taksterne til at stige omkring 400 kr. om året for en gennemsnitlig husstand.
Skrevet den 29.11.2024

Kommunalbestyrelsen i Tønder Kommune har torsdag aften godkendt Tønder Forsynings oplæg til takster for 2025. Dermed ligger det nu fast, hvad du skal betale for affalds-, vand- og spildevandshåndteringen i 2025.

I år kan vi sætte taksterne ned på både affalds- og drikkevandshåndteringen, hvilket vi er rigtig glade for, lyder det fra administrerende direktør hos Tønder Forsyning, Trine Hadrup.

Selskaberne i Tønder Forsyning drives efter ”hvile i sig selv-princippet”. Der opkræves altså ikke flere penge, end det koster at drive virksomhederne på en økonomisk ansvarlig og sikker måde. Dertil kommer, at staten har fastsat en såkaldt indtægtsramme for taksterne på vand og spildevand, så der er et øvre loft for, hvor høje takster, der må opkræves.

Selvom priserne for håndteringen af affald og drikkevand sættes ned i 2025, vil kunderne i Tønder Kommune opleve, at taksterne samlet set for en gennemsnitlig husstand stiger i omegnen af 400 kr. Det er spildevandstaksten, der sættes op.

Bestyrelsen har i år valgt, at vi opkræver den fulde indtægtsramme på spildevand. Det sikrer en sund økonomi både på kort og på lang sigt, ligesom det sikrer, at der er råd til en stabil daglig drift og almindeligt vedligehold, siger formand for bestyrelsen i Tønder Forsyning, Anton Schulz.

2025-taksten for spildevandshåndteringen betyder, at den daglige drift og det nødvendige vedligehold kan finansieres uden yderligere lån. Men lån kan der blive brug for til nye investeringer.

Allerede nu forestiller vi os, at vi i løbet af en overskuelig årrække bliver nødt til at investere i løsninger, der kan håndtere de stigende nedbørs- og vandmængder, ligesom der formentlig fra centralt hold vil komme skærpede miljøkrav på spildevandsområdet. Så taksten afspejler rettidig omhu, siger næstformandi Tønder Forsynings bestyrelse, Anita Uggerholt Eriksen.

Prisstigningen på spildevandshåndteringen skal ses på baggrund af, at taksten sidste år blev holdt i ro på trods af de generelle prisstigninger i samfundet.

Vi må se i øjnene, at Tønder Forsyning aldrig bliver det billigste forsyningsselskab. Dertil er vi simpelthen forstort et geografisk område med for få indbyggere til at dele regningen. Men når vi sammenligner os med andre, så er vi blandt de mest effektive. Det blev blandt andet tydeliggjort sidste år, da Tønder Spildevand A/S var blandt de meste effektive selskaber i Danmark i Vandsektortilsynets opgørelse, siger Trine Hadrup

Se priser for 2025

 

Andre nyheder

04. marts 2026

Administrerende direktør Trine Hadrup forlader Tønder Forsyning

Tønder Forsynings administrerende direktør, Trine Hadrup, har fået nyt job og forlader derfor sin stilling efter knap fem år i spidsen for forsyningen. Hun fratræder sin stilling pr. 30. april og tiltræder som direktør for Fredericia Spildevand og Energi, hvor hun skal stå i spidsen for en kommende fusion til... Læs mere
22. december 2025

Nyt vandregulativ træder i kraft

Et nyt vandregulativ træder i kraft 1. april 2026. Regulativet er en gennemskrivning af regulativet fra 2018 og indeholder en række præciseringer, så fejlfortolkninger undgås. Læs mere