Har du set en død havskildpadde?

Piktogrammer med døde havskildpadder skal hjælpe os med at sortere vores affald korrekt.

Hvis du for nylig har set et piktogram med en død havskildpadde på eksempelvis en pakke vådser­vietter eller en pakke cigaretter, er der en god grund til det. Produkterne indeholder nemlig plastik og må derfor hverken smides i naturen eller i toilettet.

Piktogrammerne er indført i hele EU fra d. 3. juli i år og skal være med til at bremse den stigende plastik­forurening af vores natur og have, og de vil blive brugt på produkter, som mange mennesker er i tvivl om, fordi de typisk ser ud til at være lavet af papir eller pap. Det er for eksempel vådservietter, hygiejnebind, tamponer og indføringshylstre, drikkebægre og cigaretter.

   

Sorterings billede

Vådservietter koster os dyrt

Hos Tønder Forsyning mærker vi også problemerne med produkter, som indeholder plast, men som umiddelbart ser ud til at være lavet af papir. Eksempelvis er vådservietter en stor udfordring i vores kloakker. Mange borgere vælger at bortskaffe deres brugte vådservietter ved at skylle dem ud i toilettet, og det er hvert år årsag til mange akutte udkald for vores driftspersonale.

Stopper pumperne

Vådservietter opløses ikke af vandet på samme måde som toiletpapir gør, og derfor stopper de pumperne. Pumperne skal sørge for, at spildevandet når frem til vores renseanlæg. I en flad kommune som Tønder har vi mange pumper, så derfor bruger vi årligt mange timer på at rense pumper. Og regningen ender desværre hos jer kunder.

Kun tre ting i toilettet

Husk, at kun tre ting må komme i toilettet:

- Urin
- Afføring
- Toiletpapir

Stil en lille affaldsspand ved siden af toilettet, så det er nemt at komme af med brugte vådservietter, vatpinde, vat­rondeller, hygiejnebind, tamponer, hår og andet affald fra badeværelset.