Kør bilen i vaskehal

Vask bilen i vaskehal – ikke i indkørslen

Vi arbejder i disse år med at adskille regnvand og spildevand i kloaksystemet. Det betyder, at regnvandet mange steder løber direkte ud i naturen – uden at komme forbi renseanlægget. Derfor er det vigtigt, at du tænker dig om, når du vasker bilen eller bruger kemikalier. 

Når du vasker bilen i indkørslen, risikerer du, at snavset vand med sæbe og olie løber direkte ud i naturen. Eller ned i jorden – og forurener din egen grund. I vaskehallen bliver vandet renset, før det kommer videre. Det er godt for naturen og godt for dig. 

Har du vasket havemøbler eller cykel med mild sæbe, må vandet gerne løbe i risten på vejen. Men det er endnu bedre, hvis du tømmer spanden indendørs, så vandet kommer til renseanlægget. 

Hvis du har brugt rengøringsmidler med faremærker, skal vandet altid hældes i den indendørs kloak. Så bliver det renset, før det når ud i naturen. 

Brug aldrig kloakken til farligt affald

Der er ting, der aldrig må hældes i kloakken. Det gælder for eksempel:

  • Maling
  • Terpentin og opløsningsmidler
  • Plantegifte og pesticider
  • Træbeskyttelse
  • Klorholdige rengøringsmidler

De skal afleveres som farligt affald på genbrugspladsen eller i den røde miljøkasse – og helst i original emballage.