Mere genanvendelse og bedre udnyttelse af ressourcerne. Det er baggrunden for, at der fra 14. september gælder nye regler for aflevering af isolering på Tønder Forsynings genbrugspladser.
De nye regler betyder, at stenuld og glasuld fremover skal sorteres hver for sig, når de afleveres. Den ændrede håndtering skal gøre det lettere at sende materialerne videre til genanvendelse og sikre, at de behandles korrekt.
Samtidig bliver det fremover kun muligt at aflevere isolering på genbrugspladserne i Tønder og Skærbæk. Aflevering skal ske i den bemandede åbningstid, og isoleringen skal være pakket forsvarligt ind i klare sække.
Så står du med isolering fra et renoveringsprojekt eller en oprydning, skal du allerede inden du kører på genbrugspladsen sørge for at holde stenuld og glasuld adskilt, og at materialet er pakket forsvarligt ind.
Er du i tvivl om, hvilken type isolering du har, kan du finde vejledning på vores fokusside om isolering.
De nye regler gælder fra den 14. september 2026.