Farligt affald-ordningen
Er din virksomhed tilmeldt ordningen for farligt affald, kan du aflevere op til 200 kilo om året på genbrugspladsen i Tønder, Løgumkloster, Hølleskov eller Skærbæk. Elektronik og batterier tæller ikke med i de 200 kilo.
Sådan afleverer du farligt affald – trin for trin
- Tilmeld din virksomhed
Først og fremmest: Din virksomhed skal være tilmeldt ordningen for farligt affald. Er du ny kunde, skal du udfylde tilmeldingsformularen. - Udfyld formularen
Inden du kører af sted, skal du hente og udfylde “Kvittering for aflevering af farligt affald (PDF)” i to eksemplarer. - Pak affaldet korrekt
Farligt affald skal afleveres i original emballage eller emballage med tydelig mærkning. Emballagen skal være tæt og forsvarligt lukket. - Besøg genbrugspladsen
Du kan aflevere farligt affald på genbrugspladsen i Tønder, Løgumkloster, Hølleskov eller Skærbæk. Det skal ske i den bemandede åbningstid på hverdage. - Kontakt en medarbejder
Når du ankommer, skal du henvende dig til en medarbejder. Medbring dine to udfyldte formularer. Fortæl medarbejderen, hvis du kun afleverer farligt affald eller elektronikaffald. Så annullerer vi den automatiske Pay by Plate-fakturering. - Få en kvittering
Efter vejning af affaldet vil en medarbejder kvitterer for modtagelsen. Du får det ene eksemplar retur som dokumentation, mens genbrugspladsen beholder det andet.
WEEE-affald
Virksomheder kan uden beregning aflevere WEEE-affald (elektronik affald), der hører med til producentansvaret. Kommer du kun med WEEE-affald, så skal personalet på genbrugspladsen kontaktes ved ankomsten for at få den automatiske faktura annulleret.
Har du mere end 200 kilo?
Der kan ikke afleveres mere end 200 kg. farligt affald årligt. Hvis du har mere end det, skal du finde en privat modtager af farligt affald, der kan hjælpe dig.
Er du i tvivl?
Nogle ting ser måske harmløse ud, men skal stadig behandles som farligt affald. Det gælder blandt andet pesticiddunke og medicinglas – uanset om de er tomme eller indeholder rester.
Pesticiddunke
Pesticiddunke skal afleveres som farligt affald – også når de er tomme. Du kan uden beregning få udleveret pesticidsække på genbrugspladsen. Når sækken er fyldt, skal du aftale aflevering med personalet på forhånd.
Medicinemballage fra erhverv
Tomme eller fyldte medicinglas og plastemballager fra virksomheder skal afleveres som farligt affald. Medicin og medicinemballage fra private skal altid afleveres på apoteket.
Kanylebokse
Kanyler og skarpe genstande skal afleveres i en kanyleboks. Aflevér de brugte eller fyldte kanylebokse på genbrugspladsen og få en ny med hjem uden beregning.