2nd Hand Shop – et samarbejde med både et ressource- og et socialøkonomisk formål

 

I mere end 35 år har Genbrugscenter Vest, der nu er en del af Tønder Forsyning, været en aktiv spiller i Løgumkloster i arbejdet med at sikre bæredygtig genbrug af storskrald og samtidig aktivere arbejdsløse med en kommunal social indsats for øje. Nu går vi skridtet videre og etablerer socialøkonomisk virksomhed i form af en fælles genbrugsbutik med involvering af nøglespillerne - Tønder Forsyning, Tønder Kommune og Handicap Tønder. 

Målsætningen er klar. Vi vil gerne hjælpe dem, der står på kanten af arbejdsmarkedet med et givende og meningsfyldt arbejde og samtidig forbedre miljøet på den lange bane i form af mere direkte genbrug. Vi hjælper fysisk og psykisk handicappede – med jobprøvning med henblik på senere udslusning på arbejdsmarkedet.

Den nye genbrugsbutik vil rumme træværksted med design og produktion af brugskunst, retro-ting o. lign og direkte salg af indleverede effekter lige fra brugskunst, møbler og køkkengrej til malerier, tøj, bøger og fodtøj. Butikken vil også sælge produktion fra beskæftigelse i Handicap Tønder som glaskunst, smykker m.m., ligesom stedet også vil rumme en lille hyggelig café med tilhørende salg af kaffe og kage. Caféen er åben for alle og er en vigtig brik i vores søgen efter at involvere de fysisk og psykisk handicappede socialt med gæsterne på stedet. 

Med 2nd Hand Shop ønsker vi at forene social og forretningsmæssig succes, og med fokus på lokale kræfter, værdiskabende arbejde og intelligent genbrug stiler vi efter at øge bevidstheden om vigtigheden af at give ting nyt liv. Både menneskeligt og samfundsmæssigt. 

Butikken drives i et samarbejde mellem:
Tønder Forsyning
Tønder Kommune
Handicap Tønder

 


2nd Hand Shop
Hartmannsvej 1
6270 Tønder

 

Telefon: 5117 9130
 

Følg os på Facebook